Helle, din massør

Hvem er jeg

Jeg er 66 år og jeg elsker at kigge i kalejdoskop. Netop det, at en lille bevægelse kan skabe stor forandring, med mangfoldige mønstre og farver og danne smukke helheder, er for mig et billede på hvad massage også kan. Nemlig at skabe små forandringer som samtidig omfavner hele kroppen med blid berøring. Min massage har en holistisk tilgang, som anerkender og favner det hele menneske – både krop og sind.

Jeg startede med at give massage for mere end 15 år siden, efter jeg tog mit første massagekursus. Her fik jeg oplevelsen af, at det var det helt rigtige at bruge mine hænder til, – at hænderne kunne “læse” og være i dialog med kroppen.

I 2017 blev jeg færdiguddannet som Massageterapeut og certificeret massør i Peter Hess Klangmassage. I 2020 blev jeg Specialpædagogisk massagebehandler. Jeg tager løbende kurser og holder min uddannelse ajourført og i foråret 2025 har jeg fulgt et træningsforløb i biodynamisk kranio sakral terapi.

I 2021 var jeg færdig med at læse Anatomi og Fysiologi, Patologi og sygdomslære samt Sundhedspsykologi ved Karsten Munk Akademiet, og jeg er nu registreret Alternativ Behandler ved Dakobe.

Jeg er uddannet pædagog og har bl.a. arbejdet i børnehave, som familieplejer og med voksne, som har fysisk og/eller psykisk funktionsnedsættelse.

Jeg bor i Østerlars og holder af at strikke, bage kager, have børnebørn på besøg og nusse i drivhuset og haven.